Stige Quilterne udstiller, Odense

09.11.2019

I Kludemagasinet nr. 1/1995 blev følgende bl.a. bragt i bladet: En ny lokalgruppe har set dagens lys, Stige-gruppen. Vi har hjemsted i den gamle fiskerby Stige i det nordlige Odense.

Gruppen kom i 2001 til at hedde Stige Quilterne. Det første møde blev afholdt i september måned, og siden har der – den anden onsdag i hver måned – været afholdt patchworkaftener i Stige Sognehus. I starten var der ca. 25 personer, og i dag er vi omkring 35 medlemmer. Det svinger lidt med medlemsantallet. Vores motto er, at ingen patchworkinteresserede skal gå forgæves til Stige Quilterne, her er alle velkomne.

I dag er flere af igangsætterne stadig aktive, og alle bidrager gerne til vores fælles interesse og deler velvilligt ud af egne erfaringer.

Gennem årene har der været flere fællesprojekter. I september 1996 skænkede gruppen et fælles tæppe til Menighedsrådet i Stige – tæppets motiv var gruppen hurtigt enige om, da Stige-navnet jo af mange forbindes med kanalen og den sejlads, som foregår her. De gennemgående farver i tæppet er blå/turkis og samlet i ”attac-window”-gitter. Tæppet pryder i dag fortsat i sognehusets ene sal. Formand for menighedsrådet Niels Th. Nielsen takkede efterfølgende og udtrykte menighedsrådets tilfredshed med vores brug af lokalet og skrev, at vi kunne fortsætte med at bruge huset så længe vi havde lyst.

I 1999 tog man initiativ til at udarbejde et logotæppe, som er syet over temaet: Fyn og Stige, et tæppe som i dag hænger i sognehuset og altid er med, hvis vi deltager på udstillinger. Seneste fællestæppe syede gruppen i forbindelse med Dansk Patchwork Forenings seneste jubilæum, og tæppet blev præsenteret ved messen i Odense.

Udstillinger har der også været flere af, bl.a. startede gruppen en lille udstilling på Stige Friskole. Siden har vi deltaget i flere udstillinger, bl.a. tog Stige Quilterne i 2013 initiativ til en fælles udstilling med tre andre lokalgrupper i Odense – en stor, flot og vellykket udstilling i Odense Rådhushal.

I forbindelse med vores 25-års jubilæum udstiller vi tæpper i Stige Kirke i tidsrummet fra kl. 10.00 til 14.00 – hvor alle interesserede er velkommen. Adressen er: Skippervej 11A, 5270 Odense. Jubilæumsafslutningen afholdes i november, hvor vi alle har syet en kaffebrik, og hvor vi skal nyde lækker jubilæumskage.

 

På bestyrelsens vegne
Formand Kirsten Nygaard Nielsen

Type: 
Udstilling indland

Dansk Patchwork Forening - Kongensgade 39 st., 5000 Odense C - Telefon: 6536 1155 - Mail: dpf@patchwork.dk - Webmaster: tilwmdpf@patchwork.dk