Vild med sting

Vild med sting Book Cover
Vild med sting

Denne perle af en grundbog i broderi er skrevet af Trine Andresen, lektor på Håndarbejdets Fremme UCC. Hun har gennem sit virke på UCC mange års undervisningserfaring, og dette kommer læseren til gode lige fra første kapitel, hvor helt grundlæggende information om materialer og redskaber beskrives og illustreres på en let og tilgængelig måde. 

Der er også gode råd om ergonomi, farvelære og tips til, hvordan læseren kan søge inspiration til sine broderimønstre. Ja, der er tænkt på det hele!

Herefter tager hun læseren med igennem alle de grundlæggende broderiteknikker og efterfølgende de forskellige typer af broderi – fra stramajbroderi over smocksyning til hardangersyning. Alt sammen med beskrivelser af den kulturhistoriske baggrund og rigt illustreret gennem fotos af færdige projekter og let aflæselige stingillustrationer. 

Nu skulle man jo tro, at bogen kun omhandler håndbroderi, men faktisk har den også et yderst inspirerende kapitel om maskinbroderi. Bogen er tilmed krydret med vejledninger og mønstre til små sjove projekter, som læseren selv kan kaste sig ud i.

Min vurdering er, at det er en fremragende grundbog, både til den erfarne og til nybegynderen. Køber du denne bog om broderi til din reol – ja så behøver du ikke investere i andre broderibøger! Det skal dog tilføjes, at ”Vild med sting” er en revideret og udvidet udgave af bogen ”Politikens bog om broderi” fra 2005, så har du allerede denne bog, vil der naturligvis være en del gentagelser – på trods af dette, står den nye udgave allerede på min reol.

Cathrine Staal Axelsen, Jægerspris

Boganmeldelse i Kludemagasinet 1/2017