Silk Quilts

Forfatternavn: 
Hanne Vibeke de Koning-Stapel

Forlag: The Quilt Digest Quilts. Udgivet: 2000

112 sider – Indbundet. ISBN 0-8442-2081-7

Endelig er den kommet, bogen om silke quilts. En stor bog, en meget smuk bog, som det er en ren fornøjelse at have i hænderne. Et flot lay-out og et utrolig rigt billedmateriale.

Ligesom Hanne Vibeke de Koning-Stapels første bog om maskinsyning (kun på hollandsk) er denne, som er skrevet på engelsk og udgivet i USA, uhyre stramt, logisk og følgerigtigt opbygget. Det gør den let at slå op i, men dertil er den spændende at læse, fra silkens historie, gennem silkefremstilling, silkens egenskaber, silkequilts fra forskellige verdensdele, nutidige silke-quilts til arbejdet med silke, det at sy silkequilts og til sidst anvisning på syning af 7 silkequilts.

Masser af gode råd og anvisninger, og alt fortalt i et let og løbende sprog, så man bliver vildt optaget af silke og følte, at det må man straks i gang med. Og Hanne Vibekes egen kærlighed til materialet skinner igennem hele bogen. Samtidig fornemmer man tydeligt det store forarbejde, der ligger bag, og man føler sig ikke så lidt mere vidende efter læsningen.

’Det er en stor bog, 22 x 28 cm, hvilket betyder, at den ligger bekvemt åben, når man læser den. Der er masser af fotos og teninger af høj kvalitet og – hvad jeg især sætter pris på – meget brede marginer i svage kulører, der giver stor lethed i lay-out’et.

Hvis man følger Hanne Vibekes gode råd, er det ikke nær så besværligt at sy i silke, som mange tror. Jeg har selv prøvet det. Det er derfor en bog, der er værd at anskaffe for enhver quilter, der har lyst til at kaste sig ud i noget nyt.
Og den er under alle omstændigheder spændende at læse.

Birgit Glüsing. Boganmeldelse i Kludemagasinet 2/2000

Bogudlån

Dansk Patchwork Forening - Kongensgade 39 st., 5000 Odense C - Telefon: 6536 1155 - Mail: dpf@patchwork.dk - Webmaster: tilwmdpf@patchwork.dk