Fodboldtæppet

For et par år siden spurgte min svigerdatter mig, om jeg kunne tænke mig at ”finde på” at sy et tæppe til Mads på 13 år.
Det kunne jeg da, og det blev til dette fodboldtæppe, der måler 135x180 cm.
Det var utrolig sjovt at ”digte” motiverne og surfe på internet og finde nogle flotte fodboldbolde, som kunne tegnes op og sys i stof i de rigtige farver, og at finde de korrekte internationale mål på en fodboldbane og dens aftegninger. Der skulle lidt hjælp til: min fotomand overførte DBU´s, JBU´s og Mads´s fodboldklubs logoer til stof – den lokale vodbinder bidrog med et stykke fintmasket fiskenet til målet, og Mads bidrog selv uden at vide det med skafterne af et par hvide sokker med AAB´s navn på. En genbrugsbutik leverede en brugt fodboldtrøje med logoet for fodboldklubben Manchester United – at det så viste sig at være Mads’s ”hadeklub”, var jo bare ærgerligt. Fra min kasse med brugte slips fik jeg alle de små ”firmamærker”, der blev til bandereklamerne. Og så var det ellers bare med at komme i gang. Det tog egentlig ikke så forfærdelig lang tid at få tæppet færdigt, for det var så sjovt og var ikke til at slippe, at hver ledig stund i en periode blev brugt på det, og her ses så resultatet.

Venlig hilsen Lis Blohm, Glyngøre

(190711)