DANSK PATCHWORK FORENING

2 Boganmeldelser: Miriam Morken og Tone Stenkløv

Vårgleder
Af Miriam Morken og Tone Stenkløv
Forlag: Cappelen Damm
Udgivet: 2010
152 sider – Indbundet
ISBN 978-82-02-29249-2


Endnu en ny norsk bog. Den dumpede ind hos mig lige til påske, og herligt, den handler om ”Vårgleder”. Det er en utrolig alsidig bog. Der er sy, hæklerier, pynt, kageopskrifter, små ting i træ, ting til nytte og ting til pjank.
Det jeg især faldt for, er taskerne – til små og store piger. Det hele er meget enkle modeller, med enkle anvisninger til, hvordan de kan laves. En aflang brødkurv skal jeg prøve at lave, og også en picnickurv kan jeg fristes til.
Meget er syet i denim-stoffer – altså genbrug – meget aktuelt.
En fin bog med overskuelige projekter, og dejlige billeder.

Laila Neumann, Svendborg
Boganmeldelse i Kludemagasinet 2/2010
Julegleder
Af Miriam Morken og Tone Stenkløv
Forlag: Cappelen Damm, 2008
112 sider – Indbundet
ISBN 978-82-04-14349-5


På nordiske vintermørke breddegrader er der intet som jul, der appellerer til lys, pynt i hvidt, rødt og grønt samt bagværk med duft af mandler og krydderier. Alt dette findes med mønstre, illustrative fremgangsmåder og opskrifter i denne norske bog, der til overflod er fyldt med de dejligste fotos.

Den er tydelig inspireret af amerikansk country-stil.

Kreative hænder udfordres af julepynt i finér, lysekrone bundet af kviste og pyntet med rustikke stofhjerter, billeder, hjerter, kræmmerhuse og puder med stitchery, gaveideer, bageklæder og grydelapper til julekøkkenet.

Det er bare at gå i gang med bagværk, finérsaven, applikation, patchwork, broderi og tryk på karton.

Dette er bogen til alle, der bare elsker jul.


Inger Hyldgaard, Hobro
Boganmeldelse i Kludemagasinet 3/2009