DANSK PATCHWORK FORENING

2 Boganmeldelser: Åsa Wettre

Åsa Wettre hørte jeg for første gang om for femten år siden, da Lisbet en dag kom hjem og fortalte, at nu var Åsas udstilling af gamle svenske lapptäcken i Varberg, og at jeg denne gang skulle med op og se den. Vi så begejstret udstillingen og mødte her en stor, glad dame, der fortalte af hjertens lyst. Ved nu at læse det Blå erfarer jeg, at lapptäcken blot er en lille del af et stort menneskes virke.

det Blå er en billedbog med tekst, men Åsas tekst forstærker billederne, understreger det blå, er så at sige billeder i sig selv. Billeder og tekst smyger sig smukt om hinanden; læse-ren kan mærke, at der er arbejdet omhyggeligt og kærligt med dette værk, som er skrevet og fotograferet af ægteparret Åsa og Håkan Wettre.

Bogen indledes meget personligt med både Håkan og Åsas minder fra begge deres blå barndomme, begge påvirket af deres respektive mødre.

Dernæst et afsnit om deres mange små, blå ejendele med alt fra knapper og legetøj over alskens husgeråd og stoffer til tøj og sko.

Åsas fascination af japansk indigo indfarvning er overvældende og beskrives rørende med et besøg hos en af Japans ”living treasures”, Aizen Kobo.

Det blå, opsøgt overalt i verden og på de steder i Sverige de har boet, mest på øer, omgi-vet af hav og himmel.

Et kalejdoskop over forskellige kunstnere, som har lagt særlig vægt på farven blå.

og farvelære.
Åsas tekster fra barndommen er vidunderlige. Hun skriver fra sin opvækst i en lille by uden for Falun højt oppe i Sverige: ”Tänk när man åkt sex mil genom skogen och den förste gången öpnar sig vid Söderås och man kan se hele Siljan och de blå bergen i bakgrunden – då ryser man”. Hvis man har besøgt Siljan, ser man det hele for sig- .

Om sine mange stoffer i skabene skriver hun: ”Folk bekymrar sig för at man har många ty-ger utan att veta exact vad de skall användas till. Jeg har ofta predikat att det gör inget, det kan vara bra at ha och man måste inte sy något av det.
Man kan ha det som underlag för sin fantasi – när man ser tygerna så kan man planera och drömma om vad man skulle kunna sy och det bliver olika olika dagar beroende på hur man mår och vad som för tillfället faller en i hagen.”

Efter dette tænker jeg med større sindsro og forståelse på de mange stoffer, Lisbet har liggende i sine skabe.

Med venlig hilsen fra en quilters husbond
Jørn Borggreen

Bogen kan nu lånes i Foreningens bibliotek.
Artikel i Kludemagasinet 1/2007

Gamla svenska lapptäcken
Åsa Wettre , 1993
asa.wettre@swipnet.se 
Tidens förlag
ISBN 91-550-3913-8

Dette er 190 sider interessant læsning og fyldt med billeder af de ældste svenske patchworktæpper/ lappetæpper . En bog, man virkelig kan glæde sig over. Bogen blev til ved en gruppe kvinders medvirken, ført i pennen af Åsa Wettre. Forfatteren, Åsa, som mere eller mindre har været interesseret i tekstiler hele livet, har skrevet et stort værk.

Bogen er ikke et videnskabeligt og tungt værk, men en letlæst og hyggelig bog. Åsa har alligevel gået grundigt til værks. Denne bog er en hyldest til vore mødre og deres mødre, som har skabt alle de smukke tæpper, som er afbilledet i Gamla svenska lapptäcken.

Åsa skriver om den svenske fattigdom, om lappetæppet gennem tid og kulturer, det svenske lappetæppets historie, lappetæppet og kvinders hverdag. Endvidere har hun kapitler om, hvordan de lavede et lappetæppe, sticksöm (quilting) og stickbågen (quilterammen), vatt, teknik og mønstre.

Selv om der findes et tæppe i skind på Statens Historiska Museum i Stockholm fra 1400-tallet, var det først i 1600-tallet at lappesømmen blev mere udbredt i Sverige. I 1755 blev de defineret i ordbogen som "sammensyede tygbitar", og de sammensyede stofbidder var silke og brokade. Det ældst bevarede lappetæppe med broderier i hver rute, fra 1763, findes på Jämtlands läns museum. Og på Nordiska museet findes et lignende silketæppe fra 1797. Videre kan vi læse og se billeder af mange antikke tæpper, før nytt kapittel som handler om menneskers skæbner - öden och människor. Det finnes en ti, tolv Log Cabintæpper, stjernetæpper, ananasmønster, kvadrater og rektangler, tæpper med remser, og crazy quilts, toktäcken, som svenskerne kalder det.

Der er som sagt fine tæpper i denne bog, så billederne alene burde være nok for den, som ikke er interesseret i at læse. Der er tæpper med mønstre som altid har vært populære, som bruges den dag i dag.
Jeg glæder mig over noget, som ligner det, jeg selv har som langtidsprojekt: Sekskanter, Grandmother's Flowergarden. Tæppet hedder "Lillprinsens täcke" og er syet af "Hagaprinsesserne" sammen med deres barnepiger til lilleprinsens etårsdag i 1947. Bare se selv!

Anbefales på det varmeste!

oversættelse af Bente Wiiks bogomtale på www.quilteposten.com

Gamle tekstiler, Lappeteknik - Applikasjon - Quilting -

Levende Norske Tradisjoner >>
Gammelt dansk Patchwork >>