DANSK PATCHWORK FORENING

3 Boganmeldelser: Britt Sallingboe med flere

FORM FARVE FANTASI - om computere kreativitet kunst kaos
Britt Sallingboe
Danmarks mindste forlag 2002.
ISBN: 87-987261-1-0
526 sider, hvoraf 222 på medfølgende CD-ROM

Ved første øjekast er det en utrolig smuk bog jeg har fået i hænderne: lækkert papir og mange flotte billeder.
Det er en computerbog, og handler kort fortalt om hvordan man kan lege og arbejde med et tegneprogram Paint Shop Pro7 (herefter psp).
Bogen er opdelt i 3 afsnit, og en medfølgende cd-rom. På cd-rommen findes en 30-dages prøveversion af psp, plus en del andre demonstrations versioner af diverse designprogrammer.
Bogens 3 afsnit består af 12 lektioner i, hvordan man kan arbejde med psp, et inspirationsafsnit, som fortrinsvis ligger på cd-rommen og et afsnit med basal viden om psp.

For en begynder er det nødvendigt at starte med det sidste afsnit, ellers bliver lektionerne hurtigt alt for svære at gå til. Det er en udmærket introduktion til programmet, selvom jeg godt kunne savne at der også her lå nogle konkrete opgaver at arbejde med. Når man har kigget lidt der, og i øvrigt har installeret prøveversionen af programmet, kan man så småt gå i gang med lektionerne. De bliver hurtigt meget svære og lægger i høj grad op til, at brugeren tager dem i rækkefølge.
Jeg har i forvejen en smule kendskab til et andet tegneprogram (Photoshop), og der er mange ting der ligner noget, jeg kender, alligevel løber jeg hurtigt sur, fordi der mangler forklaringer, og mange af øvelserne er baseret på at jeg bruger eget materiale.
En del øvelser baserer sig på billeder der følger med på cd-rommen, og er som sådan noget nemmere at gå til, selvom billederne nogle gange ikke hedder helt det samme som i bogen, og man derfor skal gætte sig lidt frem. Andre gange er billederne bearbejdet på forhånd, og kan ikke bruges til at øve sig på, kun til at se hvordan det kan komme til at se ud.

Konklusionen er umiddelbart, at dette ikke er en bog man ”bare lige” kan sætte sig ned og gå i gang med, hvis man vil lære at bruge et tegneprogram. Det virker umiddelbart som om det (også) var formålet, og det er ærgerligt at det ikke helt virker derefter. Som nybegynder har man brug for mere hjælp end der gives her.

Som inspirationsbog derimod er det et flot værk, og lektionen om quiltart giver en god idé om, hvordan programmet kan bruges, hvis man ikke har et decideret quilteprogram, eller som supplement til dette.

Cd-rommen kan man bruge mange timer på at kigge igennem. Der er mange flotte billeder lige til at kigge på, forskellige kunstnere er repræsenteret i et galleri, ligesom der er en stor flot link-samling, hvor man også kan søge yderligere hjælp til programmet, samt en masse andre inspirerende sider. Hele bogens 2. afsnit ligger på cd-rommen – 222 sider, plus eksempler på hvad workshoppere har lavet ud fra de forskellige øvelser. Jeg spørger mig selv hvorfor denne del ikke er blevet trykt på papir? Det ser utroligt spændende ud, men det er ikke lige så nemt at arbejde med, som når man sidder med en bog. Men man kan jo kaste sig over de afsnit som er mest spændende, og hvis man er nogle stykker, kan man sikkert få nogle spændende aftener ud af at udveksle erfaringer.

I forhold til at bruge bogen når man arbejder i et andet tegneprogram, kan jeg umiddelbart godt se at det kan lade sig gøre – men programmer er ikke ens opbygget, og hvis man ikke har et godt kendskab til det program man sidder med, kan det være mere forvirrende end oplysende.

Alt i alt – en flot bog og ganske godt integreret med cd-rommen. Ikke en god begynderbog, men for de der gerne vil arbejde mere med computeren - være det med billeder eller håndarbejde er det en smuk og inspirerende fremstilling.

Jane Laugesen
Boganmeldelse i Kludemagasinet 4/2002

Patchwork, Kreativ Computer med Electric Quilt
af Britt Sallingboe, Ingrid Jensen, Ute-Barbara Skjønberg
Forlag: Hovedland
Udgivet: 2001
128 sider – Spiral indbundet
ISBN 87-7739-538-7


Så kom den. Den stærkt savnede danske manual til EQ4.

Den lille handy bog med spiralryg er opdelt i lektioner, således at man som bruger bliver bragt igennem alle facetter af programmet – og det på en meget informativ og overskuelig måde. Ved at opdele bogen i lektioner kan man på denne måde studere programmet i takt med, at man får brug for funktionerne.

De mange illustrationer og beskrivelser af selv de mest enkle ting i programmet gør, at alle – uanset forkundskaber – kan sætte sig ind i EQ4 og Jonglere med blokke og tegninger. Man kan få skabt meget spændende mønstre med kombination af blokke og applikationer, ja endda med broderi, strik og vævning – måske på en baggrund af stof, man selv måtte ligge inde med og let scanner ind.

Der er næsten taget højde for alt – og intet kan gå galt – ingen mønstre forsvinder – hvis man følger manualen!!

Kirsten Vædele
Boganmeldelse i Kludemagasinet 2/2001

Tekstildesign – fra det gamle Ægypten til Cyberspace
Forfatter: Britt Sallingboe & Karen Marie Andersen
253 sider + CD-Rom med 25 demoer af tekstile programmer og farvebilledgalleri
www.danmarksmindsteforlag.dk

At denne bog skulle knytte bånd mellem fortid, nutid og fremtid indenfor håndarbejde, tekstildesign og grafik er en påstand, som forfatterne selv fremlægger i deres præsentation af bogen. Det er minimalt, hvad der ses af forbindelse fra nutidens mønstertegning til fortiden, men fremtidens kreative muligheder er illustreret på glimrende vis.

Bogen afdramatiserer computerverdenen på fornuftig måde – uden at dumpe i den fælde, som man ofte ser forfattere til computerlærebøger falde i, nemlig at tale ned til læseren.

Med udgangspunkt i nutidens måde at bearbejde mønstre og lignende, bliver man ført direkte over til den parallelle anvendelse af den tilrådeværende computersoftware. For at give den bedste gennemgang af de forskellige programmer har forfatterne ladet både danske og udenlandske tekstildesignere og undervisere beskrive det software, som netop de kender til. Netop fordi, det er personer, der grundigt kender disse programmer, er gennemgangen blevet så let forståelig, at enhver – uden de store computermæssige forudsætninger – kan kaste sig over de spændende programmer inden for strik, tryk, vævning, filtning, syning, patchwork, quiltning, maskinbroderi, batik, shibori og knipling.

På en meget letforståelig måde forklares eksempelvis, hvordan man bruger en scanner og det digitale kamera. Maskinel, som nok de fleste kvinder holder sig lidt på afstand af. I bogen finder man også et kapitel, der handler om, hvad man som håndarbejdsinteresseret kan brug Internettet til inkl. En masse gode adresser.

Bagest i bogen ligger en CD-Rom med demo-versioner af de gennemgåede programmer samt det lille maleprogram Paint Shop Pro 5, der er et godt begynderprogram til den der gerne vil begynde at arbejde med fotomanipulation.

Kun en del af bogen omhandler patchwork direkte, men er man nogenlunde alment interesseret i håndarbejde, kan bogen kun anbefales.

Kirsten Vædele
Boganmeldelse i Kludemagasinet 3/2000