DANSK PATCHWORK FORENING

9 boganmeldelser: Grete Gulliksen Moe

Fargesprakende patchwork
af Grete Gulliksen Moe
Forlag: Cappelen Damm
Udgivet: 2009
90 sider – Indbundet
ISBN 978-82-02-30184-2


En rigtig farvestrålende bog med mere end 25 forskellige dejlige projekter.

Hvert projekt starter med et stort foto, en udførlig liste over materialer samt en letforståelig beskrivelse af fremgangsmåden.

Her små og store projekter, som både i form og farve vil tiltale quiltere i alle aldre.

Her er ikke kun den altid anvendelige toilettaske, men også en beskyttende taske til computeren, et smart sort/hvidt indkøbsnet, træningsmåtten i forårsglade farver, samt diverse farvestrålende tæpper, lige egnede til børn og børnebørn eller ganske enkelt til lidt selvforkælelse.

Og så er der endda lidt til dem der gerne strikker lidt ind imellem al patchworken.

En dejlig og anvendelig bog, hvor titlen absolut passer til det farveglade alsidige indhold.


Anne-Mette van Steenacker, Fredericia

Boganmeldelse i Kludemagasinet 4/2009
Sommergleder
af Grete Gulliksen Moe
Forlag: Cappelen,
Udgivet: 2001
75 sider – Indbundet
ISBN 82-02-20310-4

Dette er en meget inspirerende norsk bog med mange kønne fotografier i, men der er ikke så meget patchwork i den.

Der er idéer til fabrikation af mange ting, nævnt i flæng: hatte, sæbe, lys, blomsterkranse, tasker og smykker (bl.a. strikket i metaltråd og abehåndsknude). Der anvendes mange materialer, som man finder ved stranden sten, skaller og træ.

Patchworkarbejderne er mest tæpper og tasker, og de er syet i meget stærke, klare og glade farver. Mønstrene består mest af kvadrater og trekanter

Til slut så husk på, at bogen er på norsk, hvor ”slik” altså betyder ”sådan”.

Birgith Hjorth
Boganmeldelse i Kludemagasinet 4/2001

Tilføjet af Liselotte Kannik-Marquardsen: Der er bl.a. mønstre på betræk til skrivemappe og mobiltelefon med ”stamps”, cirkelpung/toiletpung, Pompadour, stor posetaske med én hank, strandmadrasser, hemmeligpude (med tæppe indeni), sengetæpper á la Storm at See og puder med sejlbåde

Lek med lapper, året rundt,
Grete Gulliksen Moe
Forlag: Cappelen – www.cappelen.no
112 sider – Indbundet
ISBN 13: 978-82-02-23118-7

I bogen er der 12 applikerede mønstre – et for hver måned. Disse er nok bedst egnede som børnetæpper.

Ud over de 12 månedsapplikationer er der en masse sjove og inspirerende patchwork mønstre på bogomslag, kort og konvolutter, album og scrapbøger, nålepuder, puder, tasker, brilleetui, tæpper, kosmetikpunge m.m.

Mønstrene og teknikkerne er udførlige og godt beskreve, og der er brugt mange farverige stoffer, som er en fryd for øjet. Når jeg bladrer i bogen, får jeg lyst til at gå i gang med de mange spændende og sjove projekter.

Anne-Marie (Mie) Dalbøge Bersan, Nørre Sundby
Boganmeldelse i Kludemagasinet 2/2007

 

Lapper og skinn – trinn for trinn
Grete Gulliksen Moe
Forlag: Cappelen 2004
88 sider - indbunden
ISBN 82-02-23338-0

Grete Moe er jo et ikon, når det gælder patchwork bøger, hvor hun var blandt de første i Norden
– og det er med tiden blevet til 15 (?) bøger.

I dette Kludemagasin anmeldes 2 nye bøger fra Grete Moe. Lapper og skinn handler som titlen antyder, både om patchwork og om projekter, syet i gotlandskind, såsom huer, vanter, tasker m.m. Jeg har en særlig "aktie" i bogen, idet mange af de skind, der er anvendt stammer fra min besætning af gotlandsfår.

Foruden projekter af skind og filt indeholder bogen en herlig blanding af flotte patchworkidéer, f.eks. thehætter med thepotter, tasker med hjerter, runde former i fri fantasi og skær.

Der er projekter til både hånd- og maskinsyning - og som altid er Grete Moe’s farvesammensætning unik - fantastiske og friske farver i rødt, blåt, grønt og gult er hendes varemærke.

Liselotte Kannik-Marquardsen, Stevns
Boganmeldelse i Kludemagasinet 1/2005

Lapper til hygge og nytte
Grete Gulliksen Moe
Forlag: Cappelen 2004
56 sider
ISBN 82-02-23620-7

Bogen er hovedsagelig en patchworkbog for begyndere, idet den grundigt beskriver mange grundlæggende teknikker, applikation med vliesofix, syning af stamps, hvordan man syer en strop og laver vattering med knuder, samt meget mere.

Mere øvede kan dog også finde nye mønstre i bogen og forslag til modeller af forskellig sværhedgrad.

Hvis du er glad for at bruge din symaskine, er denne bog lige noget for dig
Modellerne er syet i glade farver, der giver en lyst til selv at gå i gang. Nogle af modellerne er fra tidligere bøger, men er her sat sammen med andre modeller-

Lene Hinz, Rødekro
Boganmeldelse i Kludemagasinet 1/2005

Vinterlapper og annen vintermoro
Grete Gulliksen Moe og Kirsten Vistnes
Forlag: Cappelen 2003
80 sider
ISBN 82-02-21541-02

” Vinterlapper og annan vintermoro ” af Grete Gulliksen Moe er en lækker bog at sidde med. Der er rigtig mange dejlige billeder, som fint illustrerer og ikke mindst inspirerer. Denne bog er ikke kun en patchwork bog – ” og annan vintermoro ” skal opfattes helt bogstaveligt. Der er opskrifter på boljser, creme og strikkede sofapuder - samt naturligvis dejligt patchwork.

Bag i bogen er der skabeloner, lige til at tegne af, og spredt rundt i bogen er tegninger af, f.eks hvordan man monterer lukkekant – laver en strop etc., ting der er med til at give den sidste finish på et stykke håndarbejde.

Jeg synes der er mange gode ideer at hente – hvis alle husets senge er dækket af flotte tæpper, kan man i Grete Gulliksen Moe’s bog få tips til, hvordan man kan anvende patchwork til huer, nederdele, forklæder, puder osv osv.

Jeg tror, at uanset hvor meget man har syet, vil der være ny inspiration at hente i bogen..

Christa Bertelsen
Boganmeldelse i Kludemagasinet 4/2003

Lappeteknikk fra A til Å
Grete Gulliksen Moe og Kirsten Vistnes
Forlag: Orion 2003
192 sider
ISBN 82-458-0531-9

De to norske quiltere Grete G. Moe og Kirsten Vistness har, 15 år efter de udgave deres første bog, lavet en ny ”Grundbog” hvor de har medtaget det bedste fra deres tidligere bøger om patchwork. Bogen’s undertitel ”Syglede for nygegynnere og erfarne” er god, fordi der fra forfatternes side er lagt vægt på det favestrålende – og det kan man kun blive glad af.

Da bogen er ment som en grundbog, starter den med en ganske god gennemgang af syteknikker og anvendelse af forskelligt udstyr/hjælpemidler. Resten af bogen er inddelt i afsnit, omhandlende former, dvs. strimler, firkanter, trekanter, runde former og andre former. Fælles for alle afsnittene er, at der vises mange flotte og farverige modeller og mønstre – bogen indeholder således syanvisninger på sengetæpper, vægtæpper, dækkeservietter, duge, bordløbere, tasker, syskrin og mange sjove småting. Der er udfordringer til både nybegynderen (de simple former – strimler, firkanter og trekanter) og den mere erfarne (de runde former). Bogen lægger op til, at brugeren laver en form for dagbog over sine projekter og ideer, da der indimellem afsnittene er blanke sider til notater osv.

Et meget stort plus ved bogen er, at den er lavet med spiralryg og derfor ikke ”klapper sammen”. Det gør den virkelig brugervenlig! Selvom bogen er på norsk, er det forholdsvis nemt at forstå, og syanvisningerne er gode.

Udover det faglige i bogen kan man glæde sig over de mange flotte billeder i bogen – mange af modellerne er fotograferet i/ved Grete G. Moe’s hjem i Spanien.

Lise Bach

Lappeteknik – med runde, rare og rette former
Af Grete Gulliksen Moe & Kirsten Vistnes
Forlag: Orion Forlag
Udgivet: 1996
64 sider – Indbundet
ISBN 82-458-0104-6


Grete Gulliksen Moe og Kirsten Vistnes har været i Danmark og med succes introduceret deres nye bog her i foråret 1997.

Der er tænkt på babyens udstyr og arbejdet er udført i bløde, lyse farver.

Herefter følger et afsnit med frodige bondegårdsfarver, og emnerne er fra tæpper til bon-degårdskjole til mor og barn, flaskepose, tevarmer osv., ligesom et afsnit med knaldfarver indeholder idé til et tæppe i japanske foldeteknik, kimonojakke, æsker m.v.

Der er gode arbejdsbeskrivelser, skabeloner og mønsterark.

En dejlig nordisk bog.

Gerda Helene Jepsen
Boganmeldelse i Kludemagasinet 2/1997


Tilføjet af Liselotte Kannik-Marquardsen:
Dette er deres fjerde bog om lappeteknik for såvel begyndere som øvede quiltere.
De runde former er bl.a. Diagonalblok, hvor buen går diagonalt på firkanten, Drunkards Path og Apple Core/æbleskrog, Dresden, Wedding Ring.

Der er mønster på pusletaske, applikerede bamser, toilettasker, Gribebold m.m.
Applikation og Lappeteknik til hverdag og fest
Grete Gulliksen Moe og Kirsten Vistnes
Forlaget Mortensen

Bogen er skrevet på norsk, men let at forstå. Bogen beskriver forskellige applikationsteknikker udførligt samt giver mønstre i applikation, patchwork i varierende sværhedsgrader - f.eks. tredimensionale mønstre.

Forfatterne har prøvet - og med succes - at tilpasse deres mønstre samt stofvalg til nordisk smag, og bruger derfor mange nordiske stoffer i bogen.

Der er flere søde juleting i bogen.

En god bog som såvel begyndere som øvede kan have fornøjelse af i deres bogsamling. God læsning.

Birthe Ritslev, Jyllinge
Bogen er anmeldt i Kludemagasinet nr. 1/1993