 |
Embroidery Mail – Book of Days
af Jytte Harboesgaard og Debra Virgins
Forlag: Embroidery Mail
Udgivet: 2002
112 sider – Uindbundet
ISBN 87-988931-0-6
Bogen er en kalender med smukke og flotte broderede ting. Det må have
været sjovt at få alle de kønne ting, der har prydet korrespondancen
mellem danske Jytte og amerikanske Debra, sat i en bog.
Hvis man er helt vild, kan man sagtens patchworke efter motiverne. Alle
motiverne er udstillet, se under udstillinger.*)
Bogen kan købes hos Jytte Harboesgaard på Greve Museum og Museet på
Sønderborg Slot, 6400 Sønderborg.
Et godt køb!!
Grete Lindgaard
Boganmeldelse i Kludemagasinet 3/2002
Kludemagasinet 1/2002 – udstillinger:
Broderet korrespondance
De fleste patchworkere har nok engang været eller er stadig glade for at
brodere. Også jeg har siden min barndom broderet meget, og jeg kan
stadig glædes ved at se godt broder. Jeg blev derfor meget begejstret
for Kunstindustrimuseets lille udstilling med ovennævnte titel (11.1 til
17.2.2002).
Amerikaneren Debra Virgens og danskeren Jytte Harboesgaard har i
forbindelse med deres brevveksling villet forny håndbroderiet fra kun en
hobby til et regulært kunsthåndværk.
Den broderede korrespondance startede i 1996, hvor de to initiativtagere
begyndte at brodere hver deres 10 cm ligesidede trekanter på kvadratisk
bundstof med frit motivvalg som eksempel på håndbroderi som kunst.
Trekanten var den faste ramme, og inden for den har de arbejdet frit med
farvekombinationer, materiale og broderiteknikker på en ny måde, der
viser alt fra abstrakte og organiske former til et mylder af legende
tændstik-mennesker, men ingen springende hjorte eller skæggede fiskere!
De i alt 48 små firkanter med de broderede trekanter er forbløffende
alsidige og forskellige. Bundmaterialet er forskelligt: silke, bomuld,
håndgjort papir m.m. Mange, mange forskellige slags sting, især mange
franske knuder, som syet tæt, tæt sammen giver en fantastisk
reliefvirkning.
Forskellige slags tråd er der naturligvis også brugt, og sådan kan man
blive ved. En rigdom af idéer, opfindsomhed og fantasi. Det er længe
siden, jeg har moret mig så godt!
Desværre er der nok ikke de store chancer for, at udstillingen bliver
vist andre steder her i landet, men man skal måske nok til at være lidt
mere opmærksom på, hvad der sker også på andre områder end lige
patchwork og quilts.
Birgit Glüsing
(Udstillingen kom dog også til: Sønderborg slot, Langelands Museum, Jens
Winthersvej 12, 5900 Rudkøbing og til Textilforum, Vestergade 20, 7400
Herning.) |