DANSK PATCHWORK FORENING

2 Boganmeldelser: Bente Birk

Mere leg med Patchwork
Forfatter: Bente Birk
Forlag: Klematis, www.klematis.dk
110 sider – Indbundet
ISBN 87-7905-748-9

Emnet i denne indbydende bog er crazyteknikken, som består i, at man skærer gennem flere stoflag på en gang, bytter rundt på rækkefølgen og syr sammen. Linealen er gemt væk, skærekniven bliver ført med løs hånd, hvorved sylinierne bliver blødere med et meget spændende resultat til følge.
I bogen fremstilles der dækkeservietter, hætte til stempelkande, puder samt tasker og tæpper.
En del af bogen gennemgår fremstilling af tekstiler, som alt efter valg af stof, kan bruges til daglig eller som tilbehør til festtøjet.
Alle modellerne er ledsaget af en grundig instruktion i såvel tekst som tegninger og ikke mindst flotte farvebilleder, så det er bog, der giver lyst til at finde stofferne frem og komme i gang.

Karen Vesterby, Tjele
Boganmeldelse i Kludemagasinet 4/2005

Leg med patchwork
Bente Birk
Klematis 2002
84 sider
ISBN 87-7905-635-0

Har man lyst til at lege med form og farver og lære denne teknik at kende, så kan man hente inspiration i denne bog til at frembringe mindre projekter på symaskine. Teknikken hedder mosaik crazy, og der bruges ikke skabeloner, det er alene skærelinjerne, der afgør mønstret. Man lægger stofferne oven på hinanden, skærer igennem dem alle på en gang, bytter rundt, syr dem sammen, skærer på ny og syr igen. 
Bogens modeller spænder fra beklædning til tekstiler til boligen. Der er mønstre på jakker, forskellige tasker, grydelapper, dækkeservietter, duge, tehætter og ideer til jul. 
Bogen indeholder først en grundig beskrivelse af selve teknikken. Til alle modellerne er der en gennemgang af arbejdsgangen, illustrationer af syteknikken og fine fotografier taget af Jette Ladegård. Bagest i bogen et lille udvalg af forretninger, der handler med stof og patchworkartikler. Både for nybegyndere og øvede patchworkere. Når først man har lært denne spændende teknik at kende, er det bare om at kaste sig ud i at skabe sine egne modeller.

Anne Dorte Bech